lørdag den 10. marts 2012

Male male male


Alt mens Kunstbussen passer sig selv og triller rundt mellem Kokkedal og Ørestaden, har jeg fundet penslerne frem.
Desværre ikke de pensler jeg holder mest af, selvom en pensel vel er en pensel. Men i al fald er lærrederne skiftet ud med vægge og farverne mangler, for her er det nødvendigt at det er hvidt det hele, så jeg hele tiden har den perfekte baggrund, til de stadig skiftende udstillinger i mit lille hjem. Dog kan det godt være, der sniger sig et lille vægmaleri ind bare for at bryde fladerne.
Det er et stort arbejde og jeg glæder mig til, at jeg igen kan finde de små pensler frem, så der bliver knoklet igennem. For jo før dette projekt er bragt til ende jo før kan jeg komme igang i atelieret.
Heldigvis bliver der stadig tid til lidt ler ind imellem. Og det er et spændende forår i lerets verden. Mange anderledes figurer ser dagens lys - naturligvis iblandt en sæl titter frem.
Der er nye opdateringer på vej på hjemmesiden, så glem ikke at holde øje med hvad der sker på www.sysserscorner.dk
En god weekend til Jer alle.
Sysser

lørdag den 3. marts 2012

Fernisering på 4 hjul

Så trillede udstillingen endelig afsted fra Kokkedal St. med kurs mod Ørestaden. Ingen tvivl om, at det er den længste fernisering jeg nogensinde har haft. I al fald målt i km.
Det var en helt fantastisk sjov og anderledes fernisering. en helt eminent mulighed for at tale med alle typer af mennesker. Og måske især muligheden for en snak, med dem som aldrig kunne finde på at besøge en kunstudstilling.
Der var masser af positiv feedback til såvel konceptet med kunst i bussen som til mine billeder som alle er udført i voks. I dagens anledning havde jeg taget et par originale billeder med, så passagererne fik mulighed for at føle på sådan et voksbillede. Det gav anledning til megen snak om kunst og metoder.
Mange gav udtryk for, at det var dejligt at se på noget smuk kunst fremfor de evindelige reklamer.
Så en helt igennem dejlig dag for mig og de skønne folk som fik hele arrangementet til at køre på
"hjul"
Busserne er nu sat ind i den ordinære køreplan og du kan være heldig at fange en af dem og nyde kunsten når du mindst venter det ;o)

Lidt billeder fra ferniseringen og her kan du læse en artikel om arrangementet http://furesoe.lokalavisen.dk/fernisering-paa-fire-hjul-/20120301/artikler/703019965

Vil du se flere af mine værker kan du som altid se på hjemmesiden www.sysserscorner.dk

Ha en dejlig weekend.

Sysser