Så gik der tid med det........ ak, ja tiden går og går og pludselig er det alt for længe siden, at der sidst er føjet nyt til på hjemmesiden www.sysserscorner.dk og her på bloggen. Skal skynde mig at sige, at det bestemt ikke er fordi jeg har ligget på den lade side ;o) Faktisk tværtimod. Har været ganske produktiv på alle fronter - måske lige med undtagelse af skriveriet, hvilket jeg straks vil rette op på.
I kender det sikkert selv, når forårssolen titter frem, så kæmper man en krig med sig selv om, hvor man nu skal tage fat, helst vil man det hele, på samme tid vel at mærket. Hurtigt går det dog op for en, at det på ingen måde lader sig gøre, at være ude og inde, oppe og nede, male og fotografere, lege med ler og lave voksbilleder på en og samme tid.
Når man endelig efter en uges tid, har faret forvirret rundt, som en flue i en flaske, forliger sig med, at man kun kan klare en ting ad gangen, ja så er det som om, at roen sænker sig så man kan synke ind i den altopslugende fordybelse. Og hvor er det dog skønt.
De nye pensler har for alvor sat gang i fantasien og det er som om de lever deres helt eget liv. Selv er jeg "blot" et redskab i den proces.
Der er også gang i leret og foråret sætter griller i hovedet på havefolket, som har gang i fontæner, fuglebade og nye krukker. Alle deres ideer sætter fantasien i fuld gang her og der bliver leget med form og figur, for slet ikke at tale om, alle de dejlige og spændende muligheder der viser sig i glasurernes forunderlige verden.
Lige nu er der roligt på udstillingsfronten, bortset fra billederne der stadig kører vejene tynde i bussen mellem Kokkedal og Ørestaden, hvilket rigtig mange mennesker har nydt godt af.
Et par sæler er netop kommet ud af ovnen og venter nu på deres "svømmetur" og om ikke før så i efteråret, vil de kunne ses på en sælsom udstilling ;o)
I jagten på ny inspiration venter en ferie til Barcelona lige om hjørnet. Og der er der rigeligt med inspiration at hente ved jeg. Det skal blive godt med et gensyn af den spændende by, som har så meget at byde på.
Tak for Jeres tålmodighed og i tilgift får i endnu et billede.
Hilsen
Sysser